bygnings-termografi

BOLIG INDVENDIG

Termografi indvendigt

Termofotografering af bygninger indendørs, giver et detaljeret billede af bygningens eventuelle mangler i isoleringen. Ligeledes vil man kunne spore træk fra vinduer, gulve og lofter. Føler du f.eks det trækker ved en væg, selvom der ingen vinduer er i nærheden? Dette kan skyldes manglende, eler sammensunken hulmursisolering, der skaber en varmeforskel på toppen og bunden af væggen, og dermed skaber luftcirkulation.

En termografisk undersøgelse kan vise, hvor dit hus trænger til at blive tætnet eller efterisoleret, så der ikke slipper varme ud. Det kan have stor betydning for varmeregningen og komforten i huset. Termografi er i forbindelse med bygningsundersøgelser et godt værktøj til at undersøge uregelmæssigheder i bygningskonstruktioner fx utætheder, opfugtning, kolde overflader. Termografi kan anvendes til fx at dokumentere luftgennemstrømning, træk, kuldebroer, manglende isolering, fugt- og vandskader mv.

Se her i videoen, et eksempel på en typisk gennemgang:


Kilde: Sparenergi.dk & videnscenter for energibesparelser

Kan alle termografere din bolig?

Analyse og tolkning af termografiske billeder kan være vanskelig og give anledning til diskussion. Professionelle termografører hjemtager altid sine termografiske optagelser for nærmere analyse og tolkning. Ved analyse af et termografisk billede optaget i forbindelse med en bygningsundersøgelse er det vigtigt, at rekvirenten sikrer sig, at den der foretager termografien og den efterfølgende analyse har de nødvendige forudsætninger for både byggeteknisk og termografisk at kunne vurdere årsagen til uregelmæssighederne på det termografiske billede. 

Temperaturerne på det termografiske billede vil afhænge af formålet med undersøgelsen, den valgte farveskala (pallette) og de indsamlede data. Eksempler på typisk anvendte palletter for samme termografi vises her. 

Et godt termografikamera er ikke nok til at undersøge bygningers tæthed og isoleringstilstand. Termografiske undersøgelser forudsætter uddannelse og erfaring. Ud over at forstå den konstruktion, det system eller den overflade, der skal undersøges, er det nødvendigt for den der udfører undersøgelsen også at forstå de fejlkilder, der påvirker resultatet af en termografi, de generede data, byggeteknikken og de bygningsfysiske forhold, der ligger bag.

Kurser omkring termografi dækker typisk generelle emner omkring teori, varmetransport, valg af udstyr, drift og, hvordan fejlkilder typisk kan undgås. Mange private foretager selv termografi, ofte i et forsøg på at optimere bygningens energieffektivitet, og ofte misfortolkes de termiske billeder og ofte bruges der forholdsvis mange resurser på unødvendige forbedringer. En struktureret termografisk undersøgelse og en korrekt fortolkning af målinger udføres bedst af fagfolk med viden og erfaring. 

Dårligt Indeklima?

Det er også muligt at spore risici for dårligt indeklima og skimmel-svamp med termografi. Ved måling af den aktuelle luftfugtighed, kombineret med termofotograferingen, er det muligt at få en detaljeret grafisk visning af de steder i huset, hvor temperaturen er under dugpunktet, og dermed kan give fugtproblemer.