energiraadgivning

Info om Radon

 

Radon i boligen

Radon er en radioaktiv luftart, der hvert år medvirker til, at 250-300 danskere om året dør af lungekræft. Koncentrationen af radon i de danske boliger afhænger bl.a. af lokale jordbundsforhold og boligens konstruktion.

 

Hvad er radon?

Radon er en radioaktiv luftart, som stammer fra det naturligt forekommende radium, der bl.a. findes i jord og byggematerialer. Luftarten radon er i stand til at trænge ind i boligen fra jorden under huset, specielt ved kældre- og stueetager, hvis der er utætheder i fundamentet eller fejl i konstruktionen. Radon kan hverken lugtes, ses eller smages.

 

Er der revner i fundamentet eller andre gennembrydninger mod jorden, vil større mængder radon gas kunne trænge op i boligen. Det skyldes, at der som regel er en smule undertryk inden døre, og derfor kommer boliger til at fungere som en støvsuger, der trækker radon op ad jorden.

Vær særlig opmærksom på konstruktionsdele i hulsten af beton eller tegl. Selvom disse materialer er tætte nok, vil der i disse materialer forekomme dårligt udfyldte fuger, som danner kanaler, der transporterer radon fra undergrunden op i boligen.

 

Radon dannes i mineralerne, der findes i granit. I moræneler, morænegrus og smeltevandsgrus, som består af en del granit, er koncentrationen af radon større end i det sand, som findes ved den jyske vestkyst.

Koncentrationen af radon i luften angives i enheden becquerel pr. kubikmeter (Bq/m3). Becquerel er den almindeligt anvendte måleenhed for radioaktiv stråling. Hvis koncentrationen af radon i boligen er målt til eksempelvis 10 Bq pr. kubikmeter, betyder det, at der i en kubikmeter luft hvert sekund udsendes radioaktiv stråling fra 10 radonatomer.

 

Hvor i landet er problemet med radon størst?

Omfanget af udsivning af radon fra undergrunden er afhænger af, hvor i landet du bor. Statens Institut for Strålehygiejne, Forskningscenter Risø samt Danmarks og Grønlands Geologiske Undersøgelse kortlagde i 2001 radonforholdene i danske boliger.

Der blev på den baggrund fremstillet et kort, som kommune for kommune angiver andelen af enfamiliehuse med værdier over 200 Bq/m3. Kortlægningen viser, at 4,6 procent af boligerne, svarende til 65.000 huse, har en koncentration af radon, der er højere end den daværende vejledende grænseværdi på 200 Bq pr. kubikmeter.

 

I oktober 2009 blev grænseværdien sænket til 100 Bq pr. kubikmeter. Rent geografisk er spredningen stor. Der er konstateret meget begrænset udsivning i boliger beliggende i Vest- og Nordjylland samt i Nordsjælland. Eksempelvis har mindre end 1 procent af boligerne i Nordjylland en radonkoncentration på over 200 Bq pr. kubikmeter.

 

Mængde af radon i danske boliger. Jo mørkere farve, jo mere radon er der målt i regionen.

 

Vær opmærksom på, at der kan være stor lokal variation i forekomsten af radon, hvor mængden af radon kan svinge en del fra hus til hus. Radonkortet kan derfor kun bruges til at give et praj om, hvorvidt din bolig befinder sig i et risikoområde.

Desuden afhænger radon indholdet i boligen i høj grad af, hvor tæt din bolig er mod jorden. Har huset kælder, vil koncentrationen af radon være størst i selve kælderen og knap så udtalt i stueetagen. Er huset derimod bygget uden kælder, vil radonmængden i stueetagen angivelig være større end i et tilsvarende hus med kælder.

 

Hvilken sundhedsskadelig virkning har radon?

Luftarten radon udsender radioaktive stråler, der ved indånding bestråler lungerne. Under nedbrydning af radonatomerne kan cellerne i lungerne blive beskadiget, hvilket øger risikoen for lungekræft.

Tobaksrygning er i Danmark den væsentligste enkeltårsag til lungekræft, og radon er den næst hyppigste.

 

Kombinationen at være ryger og bo i et hus med høje radonværdier giver en meget større risiko for lungekræft. Hvis man er ryger og bor i en bolig, med forhøjet radon, øger røgpartiklerne fra cigaretterne risikoen for at få lungekræft fra radon med 25 gange. Radon er estimeret en medvirkende årsag til, at mellem 250 og 300 danskere hvert år dør af lungekræft.

 

Hvad er grænseværdien for radon?

Den gennemsnitlige koncentration af radon i danske enfamiliehuse ligger på 59 Bq pr. kubikmeter, hvilket ikke bør give anledning til bekymring. Myndighederne i Danmark og en række andre lande har fastsat en vejledende grænseværdi for radon. Den var tidligere 200 Bq pr. kubikmeter, men i oktober 2009 blev den sænket til 100 Bq pr. kubikmeter.

 

En undersøgelse, som Statens Byggeforskningsinstitut (SBi) foretog i 2008 om "Radonkoncentration i nye enfamiliehuse" viste, at radonforekomsten er faldet mærkbart, efter at der i 1998 indførte krav om radonsikret byggeri.

Ligger niveauet i boligen over grænsen på 100 Bq pr. kubikmeter, anbefaler myndighederne, at der iværksættes enkle og billige foranstaltninger med henblik på at reducere niveauet.

 

Det kan fx være at man sørger for bedre ventilation indenfor. Det kan i mange tilfælde løse problemet. Overstiger niveauet 200 Bq pr. kubikmeter, anbefales der mere effektive og dyrere løsninger på problemet, fx etablering af et radonsug.

 

Kilde: Bolius